Tegnsprogstolkning ved offentlige tjenesteydelser
Tegnsprogstolkning anvendes i forbindelse med mange offentlige tjenesteydelser – f.eks. ved et møde mellem forældre og lærere i skolen for et hørende barn af en døv forælder, en lægekonsultation eller en begravelse. I disse situationer giver tegnsprogstolke døve, hørehæmmede og døvblinde tegnsprogsbrugere mulighed for at kommunikere med personer, der ikke kender deres tegnsprog.
Korte møder (op til en time) uden særlige behov kan normalt dækkes af en enkelt tolk. Længere på hinanden følgende arrangementer, f.eks. et møde på rådhuset, kræver typisk mindst to tolke, der arbejder sammen.
Da mange interaktioner mellem offentlige tjenester er en-til-én, kan personer, der ikke har kendskab til tegnsprogstolkning, antage, at tolken er deltager. Men tolkens rolle er udelukkende at muliggøre kommunikation – ikke at deltage i diskussionen. Tolkens opgave er at give en nøjagtig og kulturelt hensigtsmæssig tolkning, samtidig med at fortroligheden bevares.
Tegnsprog er ikke universelle. Inden tolketjenesten bestilles, skal klienterne bekræfte, hvilke tegnsprog og talte sprog der vil blive anvendt på mødet, og sikre, at der ansættes behørigt uddannede og kvalificerede tolke. Tegnsprogsbrugere kan foretrække at benytte en tolk, som de regelmæssigt arbejder med. En kort beskrivelse af mødets indhold hjælper tolkene med at forberede sig effektivt. Selv om tolke har færdigheder inden for tolkning på en lang række områder, er det stadig vigtigt at sikre sig, at tolken har de rette kvalifikationer og den specifikke ekspertise i forbindelse med opgaven.
På samme måde som talte sprog er tegnsprog ikke universelle. Det er vigtigt forud for bestilling af tolketjeneste at spørge, hvilke tegnsprog og talte sprog der vil blive brugt på mødet. Ofte har tegnsprogsbrugere en bestemt tegnsprogstolk, som de foretrækker at benytte. Disse informationer og overordnet viden om indholdet af mødet er det, der skal bruges for at anmode om tolkebistand. Tolke er eksperter og kvalificeret til at tolke inden for et stort antal emner. Man bør dog altid, inden man bestiller en tolk, tjekke, om denne har de nødvendige sproglige kvalifikationer og er i stand til at tolke inden for det pågældende emne.
Mange EU-lande har lovgivning og regler, der sikrer døve, hørehæmmede og døvblinde adgang til tegnsprogstolkning. Reglernes anvendelsesområde varierer fra land til land og kan være begrænset, f.eks. med hensyn til antallet af tilskudsberettigede timer, der stilles til rådighed, eller tilgængeligheden af tolke.
Tegnsprogstolkning i juridiske sammenhænge
Tegnsprogstolke kan arbejde i mange forskellige juridiske sammenhænge, f.eks. i retssalen og på politistationen. En tolk skal have særlige kvalifikationer for at arbejde i en juridisk sammenhæng. Tolkens kvalifikationer kan normalt verificeres gennem et nationalt register over retstolke eller et tilsvarende nationalt eller regionalt certificeringssystem.
Tolke er bundet af en faglig adfærdskodeks, som omfatter fortrolighed, upartiskhed, nøjagtighed og loyalitet. F.eks. "Code of Conduct for Registrants and Regulated Trainees" fra Det Forenede Kongeriges nationale register over kommunikationsmedarbejdere, der arbejder med døve og døvblinde personer, og "Register of Irish Sign Language Interpreters Code of Conduct. Disse adfærdskodekser
- fastsætter forpligtelser vedrørende fortrolighed, upartiskhed, nøjagtighed og faglig kompetence (herunder løbende faglig udvikling)
- skitserer mekanismer til håndtering af interessekonflikter og klager.
Afhængigt af situationen kan der være behov for en eller to tolke. De nationale regler i det land, hvor retssagen finder sted, fastsætter kravene til tolketjenester. I straffesager finder EU-direktiv 2010/64/EU om retten til tolke- og oversætterbistand i straffesager anvendelse, herunder i forbindelse med den europæiske arrestordre.
JUSTISIGNS
JUSTISIGNS er et EU-finansieret initiativ, der identificerer de færdigheder, der kræves til tegnsprogstolkning i juridiske sammenhænge, og tilbyder uddannelse af kvalificerede tolke og praktikanter.
Med projektet gøres opmærksom på et kritisk spørgsmål: lovgivning anvendes ofte på grundlag af antagelser, der ikke tager højde for døve mennesker, og som ser bort fra deres kulturelle, sproglige og sociale realiteter. Sådanne antagelser kan føre til ulige adgang til domstolsprøvelse og underminere princippet om, at retfærdighed beskytter døves personlige rettigheder.
JUSTISIGNS identificerer flere bidragende faktorer, herunder:
- manglen på, eller begrænsningen i, anerkendelse af tegnsprogsbrugeres vilkår, hvilket begrænser adgangen til oplysninger i alle faser af den retlige proces
- en begrænset forståelse inden for de retlige rammer af begrænsningerne ved tolkning mellem to sprog – udfordringer, der forværres, når der arbejdes mellem et talt og et tegnsprog
- begrænset bevidsthed blandt retsvæsenets aktører om døves historiske, uddannelsesmæssige og kulturelle baggrund.
Disse faktorer understreger betydningen af at sikre, at tegnsprogsbrugere har adgang til kvalificerede tegnsprogtolke i juridiske sammenhænge.